´Den vigtigste rejse i livet, er rejsen hjem til dit autentiske selv…’
Velkommen til dette blogunivers, hvor du vil blive inspireret til en bevidsthedsændring, der kan støtte dig i at stå stærkt i dig selv, så du kan handle ud fra dit fulde potentiale.
Hvorfor er det nu nødvendigt med en bevidsthedsændring, tænker du?
Fordi jeg møder det gang på gang, både i mit terapirum og i det private, at mennesker er mere end parate til at vågne op, bryde ud af fortidens smerte og forhindringer, og i stedet tage styringen i eget liv.
I alle mine års virke, som socialrådgiver, coach og terapeut, har jeg gang på gang mødt mennesker, som er styret og hæmmet af deres barndomssituation. Hvad enten jeg har arbejdet med socialt udsatte eller ressourcestærke mennesker, synes mønstret at være det samme; alle skjuler deres sande selv længe og dybt, grundet deres barndomstraumer.
I jagten på at undgå smerten, skammen og grunden til denne, bringes de ind i et liv, fuld af forsvar og en desillusioneret tilstand, som kun bidrager til endnu større kompleksitet og afstand til selvet, egne ønsker og oprigtige behov. Kort sagt livet leves i forsvar og modstand.

Hvad handler denne blog om?
Bloggen er ikke ment som et diskussionsforum. Ej heller er formålet at overbevise dig om noget, men blot at inspirere dig, der er klar til at tage dig selv, og dine oprigtige behov alvorligt ved at bryde med smertens illusion og se klart.
Bloggen er til dig der ikke længere ønsker at lade dig styre af ubevidste strategier og fortrængte følelser, men som i stedet er klar til at se virkeligheden i øjnene, frem for at blive ved med at flygte fra den. For virkeligheden kan du ikke blive ved med at flygte fra, uagtet hvor hård og uudholdelig den end måtte være at indse. Den følger dig tæt og larmer bevidst eller ubevidst, og intet af det du dulmer den med kan kvæle den til tavshed.
Virkeligheden er uundværlig for os alle at indse, såfremt vi ikke ønsker at ende med at sidde fast i illusionernes verden, som i sidste ende kun forpurrer vores følelsesliv, vores relationer og vores evne til at lede os selv og andre fra et powerfuldt sted.
Det er din ret at finde hjem til dig selv og se klart – i dit indre, hvor forsvaret ikke spænder ben for din ro, glæde, tillid og kreativitet. Der hvor du lever et frit og ukompliceret liv – der hvor du går fra at være et offer for ubevidste mønstre til et ansvarsbevidst menneske, hvor du kender dig sig selv, din historie og, hvorfra du tager styringen over eget liv.
At blive genforenet med hele dig, er ikke kun til din fordel, men også for alle andre omkring dig, som kommer til at nyde godt af din gode udvikling og balancerede energi.
Måske du vil opleve modstand, når du læser med. Vid da, at jo mere modstand du møder inden i dig, jo mere skal du kigge på netop de emner, der trigger dig. Det er hér dit udviklingspotentiale ligger. En bevidsthedsrejse vækker dig netop fra en desillusioneret tilstand og ind i virkelighedens klare lys, hvor du får redskaber til at anskue virkeligheden som den er; simpelt og ligetil.
Kun ud fra bevidsthedens klare lys, kan du netop leve og handle ud fra et frit og autentisk selv.
Jeg ønsker dig god fornøjelse på rejsen, og rigtig god læselyst!
Hvis du er nysgerrig på at starte på din egen udviklingsrejse og blive klogere på dig selv, skal du være velkommen til at kontakte mig via:
hjemmesiden www.artajelliqi.dk
direkte på mail: kontakt@artajelliqi.dk

